Opskrift på kaseinfarve

Kaseinfarve –  nem & hurtig opskrift på smuk giftfri maling

Opskrifter med kasein benytter sig af den kendsgerning, at kasein (mælkeprotein) er nogenlunde uopløseligt i vand, men bliver overgående vandopløseligt og meget klæbrigt ved tilsætning af base (f.eks. læsket kalk, ammoniak eller hjortetaksalt) , for så at tørre op vandfast.  Det er lidt som trylleri. Vikingerne brugte kaseinlim og kaseinfarve. Stradivariusviolinerne er bygget med kaseinlim!

Op til 1950’erne og måske starten af 1960’erne var kaseinfarve flittigt brugt inde og ude. Men så gik den i glemmebogen. I dag er den igen interessant, fordi den er meget nem og hurtig at fremstille, billig, ugiftig, diffusionsåben, smuk helmat og smitfri, om ikke helt vaskbar. Kaseinmalingen er velegnet til vægge, lofter og sågar møbler. Tillige binder den på de fleste underlag, inkl. træ, puds og plastmaling – så den er virkelig uundværlig ved istandsættelse af gamle huse.

Opskrift

Der er flere muligheder. Det nemmeste er at røre kasseinpulver op med lidt vand, og så tilsætte varmt vand og hortetaksalt og røre rundt i nogle minutter. (Det er vigtigt at vandet er varmt, for at den kemiske proces kan ske.)

Det skal være i en stor spand, fordi der sker en kraftig opbrusning. Til 1 l, brug en 5 l spand. Processen afgiver en tydelig lugt af ammoniak. Når skummet har lagt sig, rører man en del af kaseinlimen sammen med pigmentdelen (som er blevet opblødt i vand, helst natten over), til en relativt tyk konsistens – som man så fortynder med kaseinlimen, gradvist mens man tester. Den tørre maling skal være helt smitfri.

Mængdeforhold:

2 dl koldt vand + 100 g kassein + 8 dl varmt vand + 25 g hjortetaksalt

Ca 1/2 – 1 kg pigment.

Til hvide og lyse farver kan man med fordel bruge kridt, det lægger man i blød ved at hælde kridt i vand uden omrøring dagen før, som beskrevet i opskriften for lofthvidt.

Skal man tone en hvid maling er det ikke nødvendigt at opbløde det farvede pigment i forvejen, man kan blot udrøre lidt pigment i vand, eller ryste pigment og vand kraftigt i et lukket glas.

Alternativt kan man fremstille limdelen af 1 l uhomogeniseret varm kernemælk og 25 g hjortetaksalt.

Eller 200 g kvark, 1 l varmt vand og 25 g hjortetaksalt.

Kaseinfarve påføres med pensel, på store flader med limfarveanstryger, ligesom en limfarve.

Se arbejdsbeskrivelse limfarve.

Rækkeevnen er som limfarve, ca 4-8 m2/ liter.

Udendørs kan man også bruge kaseinfarve, men resultatet bliver ikke lige skimmelresistent og robust som eksempelvis en god linoliemaling.  Det skyldes bl.a. den porøse, matte overflade, som i og for sig nemt lader belægninger af alger og skimmel få fodfæste.

Traditionelt har man brugt kaseinfarven til at stryge bindingsværk op med, og man har ofte fremstillet den ved at blande kernemælk i læsket kalk. Hvis man gør det, skal man være opmærksom på at kalken herved bliver hård og stærk – hvilket kan være stik imod hensigten, da en af de vigtigste grunde til at man bruger kalk netop er at den er blød og kan give sig. Desuden mister kalken sine selvrensende og fugtregulerende egenskaber, samt noget af sin smukke  lød og sjælfulde forvitring.

Kalk-kaseinfarve bør begrænses til opgaver, hvor kalk ikke kan binde: cementpuds, plastmaling, sokler og bindingsværkstømmer. På træ vil kalk-kaseinfarve forhindre harpiks-udtræk fra knaster, hvilket overflødiggør shellak.