Archive for juni, 2010

Det trænger til at blive malet

torsdag, juni 24th, 2010

HOLDNINGER

“Det trænger til at blive malet….” Hvor tit har man ikke hørt folk sige det! Og vist kan det da være rigtigt, at tingene trænger til at blive malet. Men det er ikke ligegyldigt med hvad og hvordan. Det er, hvad denne lille tekst omhandler.

Op til 1950-erne var malerarbejde og vedligeholdelse i det hele taget ikke så indviklet. De materialer man brugte var nedbrydelige og åndbare, og man havde en god fornemmelse for hvordan de  skulle bruges. Man byggede på generationers erfaringer.

De syntetiske produkter, som kom frem efter 2. verdenskrig (alkydmalingen blev rent faktisk udviklet under Hitlers styre, for at undgå afhængighed af linolie som råvare til linoliemaling!), var væsensforskellige fra de traditionelle produkter. De var nemme at påføre og få et flot resultat med. Men: De var som regel stærkere/ mindre nedbrydelige end det, de skulle beskytte, samt lukkende dvs. ikke åndbare.

Især udendørs er konsekvenserne tydelige. Det myldrer desværre af eksempler på skallende tykke malingslag på eksempelvis facader og vinduesrammer. Jo, det trænger til noget maling. Men tænk dig om, før du bare klasker det første det bedste på, for at lette samvittigheden. Du kan nemlig altfor nemt komme til at gøre ondt værre!

Logikken udendørs er, at bygningens materialer (mursten, træ) skal beskyttes af materialer, som er åndbare og svage. To ting der hænger sammen. Puds, kit og maling er et offerlag, hvor malingen skal være det svageste. Bruger man for stærke og lukkende materialer, ses det hyppigt at behandlingen bliver skudt fra i flager af damptrykket og river lidt af underlaget med sig – hvis der da ikke “bare” går råd og svamp i den pga indelukket fugt.

Taler vi om udendørs træ, er det også afgørende at træet får tilført livgivende substanser i nogenlunde samme tempo som det bliver udtørret / nedbrudt af sol, vind, regn, frost. Trætjære og linolie virker stærkt revitaliserende  – væsensforskelligt fra syntetiske malervarer.

Det fine med de traditionelle materialer er, at deres nedbrydning “sladrer” om, at nu er der tid til vedligeholdelse.

Indendørs bidrager de traditionelle produkter til et godt indeklima, da disse vægmalinger er åndbare og ikke afgiver kemiske stoffer til omgivelserne, når hærdningen er afsluttet. Indendørs er holdbarheden nærmest ubegrænset.

Sidst men ikke mindst: De traditionelle materialer giver et smukt resultat.

Jeg er dog ikke “hellig”.  Til visse opgaver kan et syntetisk produkt være det bedste valg. Omvendt: Et “naturprodukt” er ingen garanti for et godt resultat.

Til Fyra Vindar – Farvehandel for traditionel, miljørigtig maling.