Hvad er linolieemulsionsmaling?

Naturmaling er et populært og ret nyt ord for linolieemulsionsmaling. Det er en traditionel malingstype, som består af vand, lim, pigmenter og linolie. Andre navne er kompositionsfarve, tempera.

Linolieemulsionsmaling “Naturmaling” er en gammel malingstype, som malerne selv har fremstillet – før den syntetiske malings tid. Man kan sige, at naturmaling er en hybrid af limfarve og linoliemaling – eller at den er en linolieforstærket limfarve.

Limfarve er billig og nem at fremstille af pigment og klister. Resultatet er meget flot mat, med pigmenterne helt fremme i overfladen. Men limfarven er meget sart, og slet ikke vaskbar. Ved at emulgere lidt linolie i limfarven får man en næsten lige så smuk, men langt mere robust maling. Emulgeringen er en tids- og arbejdskrævende proces, typisk fik arbejdsdrengen lov til at sidde og røre og røre og røre….

Idag er der maskiner til arbejdet, og naturmaling kan købes brugsklar.

Naturmaling er et godt alternativ til såkaldt vandbaseret maling, som i virkeligheden er plastmaling. Naturmaling binder på underlag som tapet, gips, puds og ru træ.

Naturmaling er velegnet til væg og loft. Malingen er moderat vaskbar, og tåler moderat slitage. Naturmaling kan måske være OK til et køkken, men ikke til badeværelset. Ønskes fuld vaskbarhed og stor slidstyrke anbefales Linus som er, lad os sige, en yderligere forædlet linolieemulsionsfarve.

Naturmaling har en mathed og en stoflighed, som giver de store overflader et roligt indtryk, uden at være “døde”. En hvid naturmaling kan nemt tones med pigmenter fra jordfarveskalaen. Man kan også bruge farvetoner til plastmaling, men så går noget af skønheden tabt.

En stor fordel ved naturmalingen er det rene indeklima, som man kan nyde når malingen er gennemhærdet.  Vægge og lofter er jo meget store overflader. Se artikel om plastmaling og sundhed.   Naturmaling er  mere diffusionsåben en nogen anden malingstype, dvs. den kan “ånde”, hvilket også er sundt for indeklima og bevaringstilstand.

Til Fyra Vindar Farvehandel – Traditionel og bæredygtig maling.

Naturmaling lysegrøn Fyra Vindar

Linolieemulsionsmaling tonet med kromoxydgrøn.

Vægmaling tonet med guldokker

Linolieemulsionsmaling tonet med lys guldokker.