Lakering om vinteren – Tonkinlak
Med Tonkinlak kan du lakere også i den kolde årstid. Det er faktisk helt oplagt at lakere i de vindstille perioder med højtryk og frostgrader, som ofte rammer os i starten af året. Så er luften nemlig ren og tør! Og skibene ligger stille på land eller ved kajen. Er vintevejret vådt og varmt, bør lakarbejdet foregå under tag.
Tonkinlak er flydende selv ved meget lave temperaturer, men da det er vigtigt at laklaget er meget tyndt, så er det en fordel at varme lakken let, f.eks. blot ved at opbevare den i stuetemperatur, så er den væsentlig nemmere at trække ud. Man kan også varme lakdåsen i vandbad.
Det er også helt afgørende, at give Tonkinlak nok tid til at hærde i. Hærdningen tager 24 timer ved 20°C, dvs at man ved normale forhold skal vente cirka et døgn mellem lagene. Det siges, at for hver 10°C lavere temperatur der er, fordobles tørretiden. Det er en sandhed med modifikationer, fordi luftfugtigheden og luftcirkulationen og formentlig også sollys også spiller en afgørende rolle. Så hærdningen i en frostkold februar i det fri behøves ikke at være meget længere end hvad man oplever i den varme årstid. Hvorimod lakering i stillestående fugtig luft er noget af det mest krævende man kan udsætte lakken for. Men selv det er ingen umulighed, som denne mand, i øvrigt uden forudgående erfaring med Tonkinlak fortæller om lakeringen af “Furesøens Dronning”, som nu igen gør sit navn ære, lakeringen skete i den meget fugtige og mørke december 2014:
8 lag lak, 50 arbejdstimer
“Lakken har været rigtig taknemmelig at have med at gøre under de katastrofale forhold, vi har haft op til 10 dage mellem lakeringerne for at have lakken tør nok til videre bearbejdning. Jeg vil fremover ikke bruge andet end Tonkinlak. Ved at følge instruktionerne på Fyra Vindars side om produktet går man ikke galt i byen, også selvom de arbejdsmæssige forhold ikke er optimale mht. varme osv. Det er jo klart at når vi er oppe i flere dages tørretid på lakken qua ringe temperatur og høj luftfugtighed, så undgår man ikke urenheder i lakken, men alene det at lakken er istand til at tørre uden at rynke osv. er jo dejligt. Vi valgte at ” svampe ” lakken over med slibesvamp mellem hver lag for at have nogle ” hæfte-ridser ” til lakken ellers fulgte vi anvisningerne nøjagtigt.”
Hvis man ikke alene skal lakere, men også grundbehandle træet med olie forud for lakeringen, så er vinteren ikke den optimale årstid. En tørstig overflade vil om vinteren være fugtig, og du er nødt til at fjerne fugten med varme for at få plads til olien. Gør du ikke dette, risikerer du at lukke fugt inde i træet. Hvis fugten fordamper i den varme årstid får du en porøsitet, hvilket heller ikke er optimalt. En åben og sugende træoverflade kan altid grundes med den trætjæreholdige Finsk Træolie XL, som har en tendens til at fortrænge fugten, men om vinteren vil denne være meget langsomt tørrende, dvs. du kan alligevel ikke komme videre med lakeringen, før overfladen er tør og ophærdet, til foråret.
Læs mere om lakering af skibe med Tonkinlak.
Kan du lide denne side?
Så vil du måske anbefale den?