Allergivenlig maling

Hvordan kan man vide, at en maling er allergivenlig? Og hvor kan den købes? Astma-Allergi Danmark er i gang med at opstille kriterier for en kommende Den Blå Krans-mærkningsordning til alergivenlig maling.

Tager vi et hurtigt historisk tilbageblik, så hænger de malingsrelaterede allergiproblemer uløseligt sammen med udviklingen i farve- og lakindustrien. I gamle dage var interiørmaling i store træk aldeles problemfri, idet konceptet var pigmenter + naturligt limstof + evt linolie. Det gav forskellige typer af  limfarve hhv kompositionsfarve (også kaldt tempera). Til vinduer, paneler og døre brugte man linoliemaling, som består af linolie og pigmenter. Holder man disse malingstyper op imod Astma- og Allergiforbundets planlagte kriterier for Den Blå Krans, så opfylder malingerne dem i store træk med lethed. Dog har linoliemalingen en længere tørretid end de anbefalede 2 timer, hvilket er svært at gøre noget ved, og uden betydning for allergivenligheden i det lange løb.

Omkring anden verdenskrig kom de alkydbaserede lakker og malinger frem. Man ville gøre sig fri for afhængighed af en råvare fra planteriget (hør – linolie), og alkydmalingen var desuden hurtigttørrende og stærk. Men diffusionstæt, og afhængig af et opløsningsmiddel, terpentin. Terpentin i arbejdsmiljøet giver kontaktallergi og malerhjerne, hvorfor alkydprodukterne mod slutningen af forrige århundrede blev udfaset i malerbranchen til fordel for de s.k. vandbaserede malinger.

Vandbaseret maling er umiddelbart skånsom over for håndværkerne. Men det har vist sig, at den alligevel ikke er uskyldig – tværtimod er den farlig, især på grund af farlige blødgørere og konserveringsmidler. Produkterne opleves ikke nødvendigvis som farlige på den korte bane, men længere tids emission af selv små mængder er problematisk, både for håndværkerne og dem der opholder sig i de malede rum.  Solid forskning dokumenterer problemets alvor og omfang.

Producenterne af den s.k. vandbaserede maling, (som jo burde kaldes plastmaling, så man ikke forveksler med limfarve, naturmaling og lignende som jo også er vandbaseret!), er generelt blevet tilbageholdende angående oplysninger om produkternes sammensætning. Produkterne kan sagtens være miljømærkede med Svanen m.fl., og alligevel indeholde de allergifremkaldende stoffer, da miljømærkning ikke fokuserer på allergi-risiko.

Derfor er det godt at Astma-Allergi nu har en mærkningsordning i støbeskeen. Men, men. Ordningen Den Blå Krans lægger op til en udstrakt grad af tillid til leverandørerne. Leverandørerne skal selv oplyse samtlige indholdsstoffer. Ideelt set skulle produkterne i stedet for udsættes for relevante tests, og herefter stikprøvekontrol. Man må desværre se i øjnene, at producenterne af vandbaseret plastmaling har incitamenter for at bruge tilsætningsstoffer for at på en nem måde opnå eftertragtede egenskaber. I den ideelle verden hvor ingen snyder, er det jo fint nok med tillid. Men i virkelighedens verden er det umuligt som forbruger at vide, hvad malingen indeholder. Jf problemerne i cykelsporten med doping.

På sin vis er cirklen hermed sluttet. Hvis vi vil være helt sikre på, at malingen er uden allergifremkaldende tilsætningsstoffer, ja så må vi tilbage til de traditionelle malingstyper. For producenter af traditionel maling er Methylchloroisothiazolinone (MCl), methylisothiazolinone (MI), PGE-forbindelser osv. fremmedord, som vi kun er stødt ind i, når vi måbende følger med i plastmalingsproducenternes gøren og laden. Det vil vise sig, i hvilket omfang producenterne af linolie/vand-baseret vægmaling vil deltage i mærkningsordningerne. Dels er det et spørgsmål om ressourcer: Er man som spiller stor nok til at deltage? Og skal man kaste sig ud i mærkningscirkus i hvert land man er på banen? F.eks. har Allbäck omfattende svensk dokumentation af både deres linoliemaling og vægmalingen Linus, man skulle tro at det var nok til Danmark og andre lande også. (Links til Rambølls rapporter om Allbäcks maling i artikeln hér: Miljørigtig maling.)  Måske kommer der med tiden en international mærkningsordning? – Linus er i øvrigt eneste vægmaling helt uden konserveringsmidler, såvidt jeg ved.

Det traditionelle koncept (vand+lim+pigment+evt linolie) kan varieres efter temperament: Produkterne kan købes som færdig maling, eller hvorfor ikke blande maling selv? Så er man i det mindste sikker på hvad der er i!