Trætjæreprodukter og sikkerhed
Almindelig god kemikaliehygiejne er fuldt tilstrækkeligt ved arbejde med trætjære og de fleste trætjæreprodukter: Brug handsker og arbejdstøj, eventuelt briller hvis der er risiko for stænk. Der er med andre ord ingen grund til hysteri omkring trætjære, som bl.a. har været genstand for Arbejdsmiljøhusets undersøgelse.
Vær opmærksom på at trætjære nogen gang stadigvæk forveksles med andre tjærer som eksempelvis stenkulstjære, som er meget giftigt og forbudt. Meget gammelt træværk er forkert behandlet med stenkulstjære, som sidder som en lukkende krakeleret sort kage på porte og bindingsværk.
For nogle år siden var trætjære i fokus pga spørgsmålet om den virkede som gift og dermed skulle omfattes EU:s biociddirektiv (hvilket i praksis havde betydet et forbud imod trætjære, da dens store kemiske kompleksitet forhindrer at man kan kortlægge den til bunds). En videnskabelig undersøgelse dokumenterede imidlertid, at der ikke var nogen biocid effekt fra fyrretrætjæren, og dermed blev trætjære frikendt. Miljøstyrelsen om trætjære og biociddirektivet.
Trætjære er fremstillet ved at træet opvarmes til høje temperaturer uden at forbrænde, eller kun delvist forbrænde. Træet “sveder” og tilbage bliver trækul. I en ægte trætjære er der ingen tilsatser. Trætjære indeholder træets egne stoffer, samt de forbindelser der måtte opstå ved opvarmning til de høje temperaturer, og eventuel yderligere interaktion “modning”. Fyrretrætjærens kemiske opbygning skal være uhyre kompleks – med flere tusinde forskellige komponenter bare i en enkelt dråbe! Den er umulig at kopiere, og umulig at gennemanalysere. Til behandling af træ bruger man fortrinsvis fyrretrætjære.
Mennesket har i århundreder eller årtusinder brugt trætjære, uden at frygte trætjære, og uden at der er registreret sammenhæng mellem trætjære og sygdom. Trætjære bruges medicinsk og veterinærmedicinsk, til behandling af hove og klove, skælshampo og psoriasis.
På grund af den kraftige vedhængende lugt (som i øvrigt er de samme duftstoffer som giver aroma til røget kød og fisk), bør trætjære kun bruges udendørs. Man kan evt. stå og behandle emner i en lade eller lignende, og evt. behandle staldinventar o.l. med en tyndtflydende trætjæreolie. Men vær klar over, at lugten i de fleste tilfælde IKKE er ønskelig indendørs.
Mange elsker netop trætjærens lugt – som en erindring om frisk fyrreskov eller barndommens skudehavn. Men hvis man i det hele taget ikke kan lide lugten, så skal man finde et alternativ: Linoliemaling eller lignende.
Til Fyra Vindar Farvehandel – Her kan du købe maling og malervarer online.
Kan du lide denne side?
Så vil du måske anbefale den?